Artikel fra HVAC om arbejdet vi udfører i Skt. Klemensparken

Lad os stå for din næste opgave. Her kan du få et indblik i, hvad vi kan hjælpe dig med på dette område.

Husk indeklimaet ved renovering

Ca. 70% af den danske boligmasse er bygget inden 1980 jf. Danmarks Statistik 2024. Dette
svarer til ca. 0,9 mio. etageboliger og ca. 1,1 mio. enfamiliehuse. Nogle af disse boliger er nu
nået en alder hvor man står overfor et valg, skal man rive ned og bygge nyt, eller er det
bedre med en gennemgribende renovering.
Nogle gange kan det være fristende at rive ned og bygge nyt. Så får man en ny bygning,
som kan leve op til dagens krav til både kvalitet, sundhed og energiforbrug.
Ifølge Social- og boligstyrelsen kan det dog i mange tilfælde bedre betale sig at renovere
fremfor at bygge nyt. Dette både i forhold til økonomien, men også i forhold til miljøet, da
nybyggeri iflg. FN’s miljøorganisation tegner sig for op imod 40% af den samlede
klimabelastning. Derved kan genbrug i det omfang det kan lade sig gøre, give god mening.

Hvad siger bygningsreglementet?

Det er bygherre, der har ansvaret for at bygningsreglementet bliver overholdt, og derved er
lovligt efter renoveringen. Man kan søge rådgivning hos professionelle f.eks. en rådgivende
ingeniør, men det friholder ikke bygherre for i sidste ende at være ansvarlig.
Selvom den renovering man skal gennemføre, ikke kræver en ansøgning om
byggetilladelse, skal bygningsreglementets krav dog stadig overholdes. Det vil sige, at hvis
man vælger at installere ventilation, som ikke var der før renoveringen, skal reglerne i §22 i
BR18 følges.

Ventilationen er vigtig i enhver renovering

Når man renoverer ældre bygninger, vil de typisk blive meget tættere end før. Der hvor man
tidligere havde ”naturlig ventilation” igennem klimaskærmen, er efter renoveringen blevet
erstattet af komponenter, som lever op til dagens standarder, og derved meget tættere end
før. Hvis man vælger ikke at installere ventilation, kan man opleve en række problemer som
man ikke tidligere oplevede. For eksempel kan fugten ikke komme ud af bygningen, hvilket
betyder, at skimmel får bedre betingelser end tidligere. Yderligere har nyere undersøgelser
vist, at partikelforurening i indeklimaet kan have store påvirkninger på beboerne i bygningen.
Partiklerne kommer f.eks. fra madlavning, stearinlys, brændeovn eller tørring af tøj. Et godt
ventilationssystem kan medvirke til at fjerne disse partikler og dermed sikre det gode
indeklima.
”Hos EXHAUSTO anbefaler vi derfor altid, at man installerer ventilation ved større
renoveringsprojekter, og sikrer at emhætten fungerer korrekt. Der er mange muligheder og vi
er altid klar til en dialog om de løsninger, som er optimale i det aktuelle projekt. I sidste ende
handler det om, at renoveringen ikke må blive et valg mellem energieffektivitet og indeklima,
men snarere en løsning som sikrer begge dele for beboerne.”
udtaler Allan Stihøj, Internsalg- og servicechef EXHAUSTO A/S.

Hvilken løsning skal jeg vælge til mit projekt?

Ved renoveringer er der typisk ikke gjort plads til ventilation, hvilket betyder, at det kan være
svært at få plads til rørføringen og til selve aggregatet. Mange gange bliver det yderligere
kompliceret af, at man ikke vil have teknikken synlig.
”Hos EXHAUSTO har vi i mange år leveret centrale løsninger, men som noget nyt, har vi
også to decentrale løsninger til renoveringsprojektet” udtaler Allan Stihøj, Internsalg- og
servicechef EXHAUSTO A/S.
Den ene mulighed er at installere enheden i et standard 60X60cm skab. Det kræver, at man
kan finde et skab der kan undværes, og helst nogenlunde centralt placeret i boligen. Den
anden mulighed er at lave et nedhængt loft på ca. 35 cm og derved hænge anlægget over
det nedhængte loft. Det kunne f.eks. være i et gangareal eller i badeværelset.
Derefter kommer problematikken med rør. Her er det igen en mulighed at lave nedhængte
lofter eller lave kasser til rørene. En anden mulighed er at installere rørene synligt, men det
kræver at arkitekturen er til det.
Hvis der er tale om lejligheder med fælles indtag og/ eller afkast, skal man huske at
brandsikre systemerne iht. DS428.

Renovering og indeklima går hånd i hånd i Skt. Klemensparken

Et eksempel på en renovering hvor ventilationen er tænkt ind, er Skt. Klemensparken i
Odense. Boligerne er opført i slutningen af 1970’erne som både 1-plans gårdhuse samt 2-
plans rækkehuse med forskudte niveauer. I 2022 påbegyndtes en omfattende
totalrenovering med fokus på både energirenovering og indeklima. Renoveringen forventes
afsluttet i 2025, hvor alle lejligheder vil være totalrenoveret

Det er ventilationsfirmaet HJ Ventilation Service A/S fra Odense, som har stået for
ventilationsentreprisen.
Under projekteringen blev ventilationsbehovet kortlagt, og projektet var udlagt med krav om
decentrale ventilationsanlæg. Pga. husenes forskellige indretning var der store krav til
fleksibilitet i installationen, samtidig med at parametre som energiforbrug, lyd og nem
servicering var afgørende. Til opgaven er valgt EXHAUSTO VEX40T.
”VEX40T opfylder både ydelses- og placeringskrav, og samtidig ved vi at aggregaterne er
utroligt nemme at installere og senere servicere – det er meget vigtigt, når entreprisen
omfatter op imod 200 lejligheder. Installationen af aggregaterne i hver lejlighed sker nemt,
idet aggregaterne på stedet kan indstilles til højre- eller venstreudførelse. Vi har nu
gennemført installationer i 6 ud af 11 etaper af projektet, og alt kører efter en snor for vores
montører” udtaler Ann Amstrup, projektleder hos HJ Ventilation.

I Skt. Klemensparken har ikke alle boliger adgang til afløb for ventilationsanlægget – derfor
blev 24 anlæg leveret med entalpi-veksler. På den måde var det gode og energieffektive
indeklima sikret på trods af denne begrænsning i nogle af lejlighederne. Alle anlæg er leveret
med forvarmeflade og betjeningspanel.

” Det kan være en god ide at overveje hvilken vekslertype
man anvender i ventilationsaggregatet. Den traditionelle
modstrømsveksler er effektiv og relativt billig, men den
har også den ulempe at den affugter boligen. Hvis man
ønsker at holde et mere stabilt fugtniveau til gavn for
beboere og bygning, kan man vælge en entalpi-veksler i
stedet – den overfører fugt og derved giver et markant
mere behageligt indeklima. I mange tilfælde kan man
også spare installationsomkostninger til afløb når der anvendes entalpi-veksler” udtaler Allan
Stihøj, Intern salg- og servicechef EXHAUSTO A/S
De nye ventilationskanaler er blevet skjult i tagkonstruktionen, og enkelte steder er der
blevet bygget en rørkasse til at skjule kanalerne. ” VEX40T aggregaterne var supernemme
at arbejde med, specielt grundet den lave vægt” udtaler Mads Bentzen montør ved HJ
Ventilation og fortsætter: ” Vi kan samtidig konstatere, at de er næsten lydløse når de er
bygget ind i skabet, så det generer ikke beboerne”.

Det gode indeklima skal prioriteres

Der er mange faktorer, som påvirker det gode indeklima, når man renoverer en bolig. Derfor
er det vigtigt at vælge den rigtige ventilationsløsning allerede tidligt i projekteringen, så man
sikrer smidig installation og drift og fremfor alt undgår problemer med f.eks. fugt og
skimmelsvamp efter at boligerne er taget i brug. Der findes altid en løsning – og prisen er
aldrig i nærheden af hvad det koster at lade være med at prioritere indeklimaet.

Faktaboks 1:
VEX40T – fleksibelt, decentralt aggregat
VEX40T er et flexibelt og energivenligt
aggregat til boligventilation. Det er nemt at
installere, da det grundet konstruktionen er
meget let og i drift er det ekstremt lydsvagt.
Anlægget kan levere imellem 60 og 300 m3
/h.
Faktaboks 2:
Partikler i indeklimaet
For nogle år siden var det meget fremme i pressen, at særligt stearinlys udsender mange partikler i
indeklimaet på baggrund af undersøgelser ved Indeklima Instituttet ICIEE på DTU. Sidenhen er der
dukket flere ”syndere” op omkring partikler. Problemet med partiklerne er, at de ofte er så små at de
indåndes, kommer ned i lungerne og via alveolerne kommer ud i vores blodbaner. Det er på mange
måder usundt og kan føre til forskellige sygdomme.
Selv om vi måske elsker duften af flæskestegen i ovnen, stegt bacon på panden eller duften af ristet
brød fra brødristeren, så er det alle sammen arbejdsprocesser der spreder endog rigtig mange
partikler i indeklimaet. Det siges, at den allerværste synder er ovne der rengøres ved hjælp af
pyrolyse, hvor ovnen varmes voldsomt op. Med hånden og knofedt kan dette undgås.
Det er derfor meget vigtigt at vi bruger emhætten korrekt, og at vi har ordentlig ventilation i boligen.
Hvis køkkenet kan lukkes af fra resten af boligen, når der laves mad, hjælper det betydeligt på antallet
af partikler, der spredes til resten af boligen.

 

procesventilation og industriventilation
Procesventilation
Udeluft gennem kanaler i jorden og flade ventilationskanaler...

Kontakt os

Bestil et besøg af en ventilations-ekspert skriv en mail eller ring og kom i kontakt med os.